symptomer

hvad betyder det?

hvem får addison?

hvorfor addison?

typer af addison

diagnosen

laboratorieanalyser

helbredsproblemer

andre diagnoser

Addisons sygdom er en sjælden sygdom, som skyldes at hunden ikke producerer livsvigtige binyrebarkhormoner. Symptomerne på Addison er meget forskelligartede. De kommer og går. De veksler i styrke. De kan hver for sig tyde på mange sygdomme. Det gør Addison meget svær at diagnosticere. Din hund kan have ét eller mange af symptomerne.

Vores erfaring: Vores egen hund var i flere år før han blev syg "kræsen" og havde meget varierende appetit, og så havde han altid lind afføring. Nu, hvor han er i behandling, har han god appetit og fast afføring. Det tyder på at hunde kan have tidlige tegn på Addison. Vi har hørt fra andre der har oplevet at deres hund indimellem var usædvanligt angst og nervøs før hunden kom i behandling for Addisons sygdom.

Hvad betyder det at min hund har fået Addisons sygdom? Addison er en kronisk sygdom. Hvis din hund har fået Addison, bliver den aldrig medicinfri igen. Til gengæld er det nemt at give din hund et normalt liv igen - det kræver blot at du giver din hund den nødvendige medicin. Medicinen er livsnødvendig. Din hund kan ikke leve uden. Heldigvis er det sådan at Addisonhunde med en veljusteret behandling kan regne med at få en normal livslængde og en normal livskvalitet!

Hvem får Addison? De fleste Addisonhunde får sygdommen i 4-7-årsalderen, men hunde i alle aldre kan få sygdommen. Flere tæver end hanhunde får Addison. Sygdommen er delvist arvelig. En amerikansk undersøgelse fra 1996 (offentliggjort i Journal of American Veterinary Medical Association) viste at indenfor nogle hunderacer var der flere hunde med Addison. Det var bl.a. grand danois, mellempuddel, bearded collie, west highland white og rottweiler. Det er svært at sige hvor mange hunde der får Addison, for Addison er svær at diagnosticere, og der er formentlig en del hunde der ikke får den rigtige diagnose. Men amerikanske statistikker peger på et sted under 0,5% af hele hundebestanden - måske så lavt som 1 ud af 1000 hunde.

Hvorfor får hunde Addison? En hund har, som mennesker, to nyrer. Ovenpå hver nyre sidder der en lille halvmåneformet kirtel, binyren, som producerer hormoner. Binyrerne har en kerne og udenpå sidder der flere lag "bark". Det er binyrebarken der producerer binyrebark-hormoner. Binyrebarken styres af hjernen, nemlig fra hypofysen og hypothalamus i fællesskab.

Husk de to fremhævede ord! De er årsagen til hele balladen. Mange hormoner dannes flere steder i kroppen, men gluko-kortikoider og mineral-kortikoider laves kun i binyrebarken. Hvis lagene i binyren bliver ødelagt, eller hvis hjernens kontrol af binyrebarken bliver ødelagt, kan hunden aldrig mere lave binyrebarkhormoner selv.

Hos nogle hunde kommer Addison langsomt, og hos andre hunde begynder sygdommen brat med at hunden pludselig kollapser - det kaldes en Addisonkrise. Hunden kan virke normal indtil så meget som 90% af binyrebarklaget er ødelagt.

Addison menes i de fleste tilfælde at være en autoimmun sygdom, altså at hundens eget immunsystem angriber hundens binyrebark. Addison kan dog også skyldes f.eks. infektioner eller kræft.

Typer af Addison. Der findes tre slags Addison - primær Addison, sekundær Addison og atypisk Addison. En af måderne at kende forskel på, er at se på om saltindholdet i hundens blodprøve er forkert. Natriumværdien (Na) divideret med kaliumværdien (K) skal ligge mellem 27 og 40.

Sekundær Addison skyldes en dårlig funktion af hundens hypofyse eller hypothalamus i hjernen. Hypofysen og hypothalamus styrer binyrerne. Den nedsatte funktion af hypothalamus eller hypofyse kan være medfødt eller kan f.eks. skyldes betændelse eller kræft.

Atypisk Addison skyldes at binyrebarklaget endnu kun er delvist ødelagt. Atypisk Addison vil ofte i løbet af 1-2 år udvikles til primær Addison, fordi hele binyrebarklaget efterhånden ødelægges. Det betyder at natrium/kaliumforholdet til sidst også vil blive skævt. Vores erfaring: Vi har hørt fra andre at et pålideligt tegn på at hunden er ved at overgå fra atypisk Addison til primær Addison er at chloridkoncentrationen i blodprøverne falder.

Herunder ser du den mest almindelige type medicin for hver af de tre Addisontyper.

Diagnosen. Den endelige diagnose stilles ved at lave en ACTH-test. Først tager man en blodprøve der sendes til analyse for binyrebarkhormoner. Derefter får hunden en indsprøjtning med ACTH (dyrlægen bruger et stof der hedder Synacthen), et stof der stimulerer binyrerne. En times tid senere tager man en ny blodprøve og sender også den til analyse. Hvis indholdet af hormon er uændret fra den ene blodprøve til den anden blodprøve, kan binyrerne ikke stimuleres og så har hunden Addisons sygdom. Bemærk at hunden ikke må behandles med binyrebarkhormoner i nogle dage inden testen, fordi det vil påvirke testen.

Man kan også stille diagnosen indirekte. Hvis f.eks. hundens indhold af cortison eller aldosteron i blodet er nul, og natrium/kaliumforholdet i blodet er unormalt, så er det sandsynligt at hunden har primær Addison.

Laboratorieanalyser. Nogle af resultaterne fra laboratorieanalyserne kan være ændret ved Addison's sygdom. Her har vi listet nogle af de ting i laboratorierapporten som kan være unormale. Husk, at ved atypisk og sekundær Addison er natrium/kalium-forholdet normalt.

Bemærk at selv om natrium- og kaliumværdierne ligger inden for de normale værdier, kan natrium/kalium-forholdet godt være unormalt!

Andre helbredsproblemer. Cirka 5% af Addisonhundene får udover Addison enten hypothyroidisme (nedsat hormonproduktion i skjoldbruskkirtlen) eller diabetes mellitus (nedsat insulinproduktion, dvs. sukkersyge). Disse sygdomme skyldes ligesom Addison ødelæggelse af hormonproducerende kirtler. Hvis din hund efter længere tids behandling stadig virker unormal, er det måske en ide at nævne dette for dyrlægen.

Alternative diagnoser, som disse symptomer også kan pege på, kan være så forskellige som nyresvigt, gigt, tarmbetændelse ("inflammatory bowel disease"), hjerteorm, leukæmi, ehrlichiose eller forgiftning.

Addisons sygdom er kendt for at være svær at diagnosticere, fordi den har så mange forklædninger og symptomer. Desuden er det en sjælden sygdom. Det betyder desværre nok at en del hunde ikke får den korrekte diagnose, men blot bliver behandlet med binyrebarkhormon "fordi det virker".