addisons sygdom medicinen hverdagen om charlie ressourcerne kontakten

 

 

Er din hund lige blevet meget syg af Addisons sygdom?

Læs checklisten over den første tid efter diagnosen her!

Du kan finde mere detaljeret viden på siderne om addisons sygdom og om medicinen.

• Hvis din hund ligger slap hen eller er kollapset, og du tror at den har Addisons sygdom, så AFSTED TIL DYRLÆGEN! En hund med ubehandlet Addison kan gå i chok (Addisonkrise) og kan dø i løbet af kort tid. Du kan ikke vente til i morgen.

• Addisons sygdom er meget alvorlig når den er ubehandlet, men den er nem og hurtig at behandle. Fortvivl ikke selv om din hund ser forfærdelig dårlig ud. Med den rette behandling vil hunden meget hurtigt komme sig. Det bliver bedre!

• Hvis din hund er blevet akut og alvorligt syg med Addison, skal den med det samme have saltvandsinfusioner hos dyrlægen. Samtidig skal hunden behandles med høje doser binyrebarkhormon (f.eks. lægemidlet Prednisolon).

• Hvis hundens tilstand ikke er for dårlig, kan dyrlægen lave en ACTH-test for at bevise at hunden har Addison. Testen består af en blodprøve, en indsprøjtning og en blodprøve igen en time senere.

• Hunden skal nu have binyrebarkhormon-tabletter derhjemme hver dag i resten af dens liv. Husk at en hund med Addison ikke kan leve uden at få sine binyrebarkhormon-tabletter.

• De fleste hunde skal have to slags tabletter: Lægemidlet Florinef og f.eks. lægemidlet Prednisolon (der findes flere slags end lige Prednisolon, men kun én Florinef).

Prednisolon holder hunden oppe, så tit vil man give meget Prednisolon lige i begyndelsen indtil dens helbred er stabilt. Prednisolon i store doser får hunden til at drikke, tisse og spise enormt meget. Hunden kan desuden være urolig, gispe eller være mere hidsig eller nervøs end den plejer at være. Det varer kun så længe den får meget binyrebarkhormon.

Det er meget besværligt med en hund der tisser meget ofte, men den kan ikke gøre for det. Du må ikke tage vandet fra den, for så tørster den og bliver dårlig af dét. Forsøg at finde en "dagpleje" til din hund. Og husk at det kun varer så længe hunden får store doser hormon.

Hvis din hund har manglet appetit længe, er du sikkert bekymret for at den ikke vil spise. Hvis hunden er ved at være stabil, og hvis den får godt med Prednisolon, så skal den nok blive sulten. Mere end sulten! Hvis appetitmanglen fortsætter selv om hunden er i behandling, så tal med dyrlægen. Manglende appetit er et vigtigt tegn på at hunden ikke har det godt.

Hunden skal have Florinef hvis dens natrium- og kaliumtal er forkerte. Det er nemt at checke selv: Natriumtallet divideret med kaliumtallet (i en blodprøve) skal være højere end 27, og helst 30-35. Bed din dyrlæge om natrium- og kalium-tallene og skriv dem ned. Man prøver sig frem og giver mere og mere Florinef, indtil natrium divideret med kalium er rigtigt. Florinef er menneske-medicin, men dyrlægen har lov til at udskrive recepter på det, eftersom det er de eneste tabletter der findes af den slags medicin.

• Når hundens blodprøver viser at natrium og kalium er i orden (typisk at natriumtallet divideret med kaliumtallet er 30-35), giver man langsomt mindre og mindre Prednisolon indtil hunden holder op med at tisse/drikke/spise voldsomt, men samtidig er glad og normal. Så får den netop så meget som den har brug for. Man går ned i Prednisolon-dosis en gang om ugen. Vær tålmodig.

• Florinef-tabletter gives to gange om dagen og Prednisolon-tabletter gives én gang om dagen. Det er generelt ikke en god ide at give Prednisolon hver anden dag, som man tit gør det med ikke-Addisonhunde.

Hvornår har din hund det godt? Når halen er høj, appetitten er god, og afføringen er fast. Det er naturligvis en generalisering - lær din egen hunds tegn at kende.

Hvis der bliver ved med at være problemer med din hunds helbred, så er det ret sikkert at medicinen skal justeres! Alle de nye Addisonhunde vi har hørt om er blevet helt normale igen med den rigtige medicinering.

Addisonhunde kan selvfølgelig også blive "helt almindeligt syge" ligesom andre hunde. Så er det en god ide at give dem dobbelt Prednisolon imens.

• I begyndelsen skal hunden til kontrol hos dyrlægen ret ofte og have taget en blodprøve. Når hundens medicin ligger fast og den har det godt, kan man nøjes med 3-4 kontrolbesøg om året.

Hvis din hund har mistet pelsen, så fortvivl ikke - den skal nok gro ud igen når hunden får det bedre.

• Addisonhunde der får deres medicin lever et godt og normalt hundeliv. Husk, mens du står midt i det hele med bekymringer og praktiske problemer - det bliver bedre!

Vi er ikke dyrlæger, men vi kan hjælpe med oplysninger om standarbehandlingen af Addisonhunde. Du må gerne maile til os med spørgsmål. Du kan nå os på addisonhund@addisonhund.dk.

 
  Spørgsmål? Mail os. Klik her!