For sidste update i 2009 - se nederst på siden!

På det øverste farvefoto ses Charlie mens han var syg. De øvrige billeder er taget før han blev syg eller efter at han kom i behandling.

I eftersommeren 2003 mistede vores 4½ år gamle engelske springer spaniel, Charlie, pludselig en del af sin store energi. Han virkede nærmest lidt deprimeret - det var som om alt hvad han foretog sig foregik med 75%. Selv når han legede med bold. Det virkede også som om han tyggede mærkeligt på sine kiks, og drak vand på en lidt anderledes måde. Måske spiste han heller ikke så meget, og han havde lidt næseflåd. Nærmere kunne vi ikke komme det, men det var også nok til at vi gik til dyrlægen. Vores dyrlæge tog en blodprøve, lyttede og følte, fik foretaget alskens analyser, og fandt intet unormalt.

I mellemtiden var Charlie gået fra foderet, og værre endnu, fra vandet. Det sidste kan være svært at vurdere - ofte drikker hunden ubemærket ude i køkkenet, og hvis man har en stor vandskål synker vandstanden ikke meget. Han blev stille og roligt mere og mere sløv og slatten - gåturene blev meget korte, eller han ville slet ikke gå væk fra hoveddøren. Vores dyrlæge, sat skakmat af disse vage symptomer, sendte os til en kollega for en anden vurdering. Dyrlægeklinik nr. 2 foretog de undersøgelser som stort set var tilbage at foretage - hjertekardiogram, prøver af ledvæske, blinkhindeskrab, kikkertundersøgelse af snude og hals, røntgenundersøgelse af brysthulen og flere andre ting.

Den sidstnævnte undersøgelse skete en torsdag under bedøvelse. Bedøvelsen var af en type hvor effekten forsvinder et kvarters tid efter at man har givet modgift. Charlie burde have været frisk som en fisk kl. 14. Da vi hentede ham kl. 16, var han fuldstændigt slået ud. Han rystede og var kold, og han kunne hverken stå eller gå, til personale og dyrlægers store bekymring.

Hjemme var hans tilstand nu meget dårlig. I tre dage virkede han påvirket, han tudede som i søvne, slæbte sig planløst rundt og kradsede unaturligt i gulve og tæpper. Fredag kom vi af os selv på den tanke, at hunden ikke havde spist nævneværdigt i mindst en uge, og havde han overhovedet drukket noget? Altså ringede vi i desperation til dyrlægeklinik nr. to, og i den weekend var hunden hos dyrlægen og fik saltvandsdrop i tre timer hver dag. Vi prøvede med kvalmestillende stikpiller for at se om det hjalp på appetitten. Vi prøvede hele køleskabet - hakkebøf, lever, ost. Intet hjalp. Han fik smertestillende og anti-inflammatorisk medicin, men han var lige dårlig.

Han var slatten og hængeøjet, småhylede som i søvne og slæbte sig omkring. Han kastede også op. I flere dage havde vi båret ham ned fra lejligheden på tredie sal når han skulle luftes. Lørdag aften lagde han sig indenfor hoveddøren og ville ikke rejse sig, og jeg måtte mobilisere naboer for at få ham båret op i lejligheden. Søndag aften var vi sikre på at nu var bunden nået, og nu skulle han blive bedre - ellers var vi på aflivningskurs.

Det var nu blevet september. Vi skulle flytte. Den lille spaniel skulle flytte i hus, med sin egen have og sine egne egern, og en hundeskov lige om hjørnet - og så var han skrækkeligt og uforklarligt dødssyg. Det var næsten ikke til at bære.

Der var stadig ingen diagnose, og i de næste uger hverken spiste eller drak han. Charlie har altid været lidt af en gourmet, og på trods af vores ret konsekvente "hunde spiser hundemad"-holdning har hundepiller aldrig været på Charlies hitliste. Derfor har det altid været den store vittighed, når Charlie efterlod maden urørt, at aldrig er nogen spaniel død af sult så længe der var mad. Den bemærkning fortrød vi bitterligt i de uger der kom, for denne spaniel var ved at dø af sult. Men man må jo slås med de våben man har, og for os var det nu kun mad og vand - og så måtte vi håbe at Charlie kunne blive rask af sig selv.

Man kan tvangsfodre en hund ved hjælp af en stor 50 ml-sprøjte. Man rører specialmad med superhøjt kalorieindhold op med vand, anbringer tutten indenfor kindtænderne og sprøjter det langsomt ind i munden på hunden, som så synker det. Det er noget svineri, det lugter skidt, og hunden er ikke vild med processen. Hvis hunden skal have tre dåser om dagen (og på denne type mad anbefalede man 7-11 dåser!) bliver det til omkring 10 sprøjter. Hvis Charlie fik for meget, eller fik det for for hurtigt, kastede han det straks op.

Med hensyn til vandet var proceduren den samme. Sommetider fik han rent vand, sommetider gav vi ham rehydreringsvæske (sukker og salt i vand). Og som med maden - hvis han fik for meget, kastede han straks det hele op, så specielt i den første uge fik han en sprøjte ad gangen med pauser imellem. En hund i springer spaniel-klassen skal have 1-1½ liter vand i døgnet, og enhver kan derefter regne ud at Charlie og "madmor" skulle igennem ihvertfald 30 konfrontationer med en sprøjte hver dag. Det var en kamp, og når hunden så kastede op, var det til vores store fortvivlelse. Og det var ikke det hele - for når det ikke var mad eller vand, så var det piller, desinfektionsmidler eller salver. Til sidst måtte jeg lære hunden tegnet "tomme hænder", for stort set hver gang jeg kom hen til ham, var det for at gøre noget ved ham som han ikke syntes var specielt hyggeligt.

Det stod på i to-tre uger. Tiden gik med mad, vand og antibiotikakur. Vi bekæmpede en betændelse i sprækker i hans næse, en forhudsbetændelse blussede op og hans ører blev på få dage fyldt med sort voks. Vi brugte litervis af klorhexidin og fede salver og ørerens. Vi ville simpelthen ikke kaste håndklædet i ringen, men samtidig vidste vi godt at vi spadserede på en knivsæg. Enten ville han pludselig gå ned, eller også ville han langsomt rette sig.

Dyrlægerne havde hele tiden sagt, at det sidste man prøver på en syg hund er prednisolon, et binyrebarkhormon. Sommetider er det et tryllemiddel der kan bryde en ond cirkel og få hunden til at rette sig. Det er kvalmestillende, tørstfremmende og appetitfremmende, og da Charlie ikke rettede sig, kom han på prednisolon. To dage senere vækkede han os om natten for at fortælle at der lå lidt hamburgerryg i skraldespanden som han da gerne ville have. Han åd fire fede skiver hamburgerryg i én mundfuld den nat. Vi var vilde af glæde.

Den eneste test der var decideret positiv undervejs var testen for hundesyge - med en i givet fald meget dårlig prognose - så i flere dage gik vi i sorg derhjemme og talte om aflivning. Han havde ikke symptomer på hundesyge, og desuden var han fuldt vaccineret, og diverse konsultationer mellem dyrlæger på de to klinikker samt hos en professor på KVL endte med at pege på en falsk positiv prøve.

Charlie blev nu i løbet af en måned trappet ud af prednisolonbehandlingen, og vi troede at det hele var overstået. Få dage efter fandt vi - for at det ikke skal være løgn - en bule på hans venstre side. En biopsi så mistænkelig ud, og Charlie kom med kort varsel på operationsbordet. Bedøvelsen var denne gang af en anden type, og vor dyrlæge gav for en sikkerheds skyld et skud binyrebarkhormon efter operationen, og det gik fint. Endnu en gang blev han sat i antibiotikabehandling - det havde han stort set været i to måneder i træk - og kæmpearret helede pænt. Vi ventede i skræk på resultatet af undersøgelsen af "bulen" - og resultatet var panniculitis. En ret sjælden sygdom med nekrotiserende fedtceller i underhuden, men godartet, specielt hvis hele dimsen var blevet fjernet. Vi åndede lettet op.

Samme aften, da vi var på vej i seng, kunne Charlie ikke gå ordentligt. Vi var vågne det meste af natten mens hunden rodede rundt, peb, stod op og atter lagde sig brat ned. Tidligt næste morgen stod vi hos dyrlægen - igen. Denne gang skulle problemet være en inflammation af tarmen, der gav smerter i bagpartiet. Mere anti-inflammatorisk og smertestillende medicin, og desuden nogle mavebeskyttende tabletter - nogle ordentlige moppedrenge. Charlie så igen skævt til "madmor" med alle tabletterne, men hans gangart blev straks normal da den smertestillende virkning satte ind.

Nu troede vi at Charlie var rask, men nogle dage senere bulede området omkring operationsarret ud, og Charlie fik lagt et dræn i såret. Vi fik en plastikkrave med hjem, men helt ærligt - det har aldrig været en god ide med hunde der knalder rundt i møblementet dag og nat, specielt ikke for hårdt plagede hunde- og småbørnsforældre. De næste to uger gik han derfor med et hjemmedesignet brunt velourdækken for at holde ham fra drænet. Han lignede en blanding af noget fra "De uheldige Helte" og en kamphest, men det virkede.

Det var nu blevet december, og drænet blev fjernet en torsdag. Med drænet blev samtidig fjernet en lille stump sutur - muligvis årsagen til irritationen af arret. Hermed skulle vi, mente vi, været færdige med dette renderi hos dyrlægen. I det mindste for i år, eftersom vi forlængst havde opbrugt årets refusioner hos hundesygeforsikringen.

Om mandagen stod vi for Gud-ved-hvilken gang hos dyrlægen. Charlie havde ikke spist nævneværdigt i en lille uge, og vand havde ikke hans interesse. I hele denne tid, fra august til december, havde Charlie aldrig været frisk - undtagen måske mens han fik prednisolon. Vi følte at vi var tilbage ved begyndelsen, med en trist og slap hund med hængehale. Han var tynd, der var ingen muskler på ham, bækkenknogler og hovedknogler stak ud, og han havde fældet sin pels i store totter. Vores store kraftige energiske pelskugle lignede en meget, meget gammel hund.

Vores hårdt prøvede dyrlæge tog en blodprøve af den hårdt prøvede hund, ordinerede Prednisolon fordi det virkede sidste gang, og de hårdt prøvede hundeejere tog hjem igen.

Om eftermiddagen ringede dyrlægen. Arbejdsdiagnosen var nu Addisons sygdom. Alarmsignalet: Forholdet mellem natrium og kalium i blodet var helt skævt. Så skævt at dyrlægen nu var bekymret for at Charlie kunne få akutte hjerteproblemer. Charlie skulle bringes til klinikken med det samme, og de næste fire dage blev tilbragt derhjemme med et drop i Charlies forben og saltvandsinfusion to gange om dagen for at holde kaliumindholdet nede.

Han fik binyrebarkhormon i store doser over et par måneder, og han drak og tissede som en elefant. Vi måtte køre ham i "dagpleje" hos et familiemedlem hver morgen i den periode, for han kunne ikke holde sig særligt længe. Det var ikke så skægt. De høje doser gjorde ham desuden så kolossalt sulten at vores ellers meget lydige hund helt klart ofte overvejede at tage fra bordet selv. Han stod meget tit i køkkenet og kikkede på køleskabet og peb. Det tog vel omkring to måneder at trappe ham langsomt ned til en dosis hvor han ikke var en drikke-, spise- og tissemaskine mere.

Allerede ved juletid 2003 var Charlies hale oppe, han ville gerne gå tur, han ville gerne tale med andre hunde, han ville gerne lege, og han brummede tilfreds når han gik i kurven - alt sammen noget vi havde savnet i fire måneder.

Nu, i 2004, er Charlie en normal hund. Han vejer cirka 28 kg og får to gange 0,2 mg Florinef og én gang 1,25 mg Prednisolon dagligt. Charlie virker faktisk mere normal end i flere år. Han har en normal spanielappetit (det vil sige at han er ved at blive småfed, for første gang i sit liv) og hans afføring er fast. Han kan deltage i træning og være fysisk aktiv, præcis som før.

Dyrlægebesøg - nej, det er han ikke meget for. Men da vores dyrlæge er en flink hundemand som giver mange godbidder, bliver det nok bedre igen.

Set i bakspejlet var Charlie et typisk Addison-tilfælde med alle hans forskellige og skiftende symptomer. Hans muskelsmerter, hans træthed, hans kulderystelser, hans opkastninger og hans manglende appetit er klassiske tegn. Fysisk og psykisk stress, som for eksempel under hans narkose og ved vores flytning til en anden bolig, kan let få ubehandlede Addisonhunde til at klappe sammen, præcis som det skete for Charlie. Prednisolon-behandling kan holde hunden oven vande helbredsmæssigt - dog kun i kortere tid, hvis hunden også mangler det andet binyrebarkhormon.

Vores dyrlæge ærgrer sig selvfølgelig over at der gik så lang tid før diagnosen kom, men Addison er notorisk svær at diagnosticere, både i hunde og mennesker. Vi deltager nu i et internetfællesskab af Addison-hundeejere, og jeg vil citere en af disse hundeejere for at sige at "den gennemsnitlige diagnosetid er seks dyrlæger". Diagnosen stilles ofte ved udelukkelsesmetoden. Det er svært.

Der er en arvelig komponent for Addison i hunde, og det er muligt at engelske springer spaniels, ihvertfald i USA, i nogen grad er disponerede. Charlie kommer fra udmærkede linier og ansvarlige opdrættere, og vi har naturligvis, som ordentlige hvalpekøbere, fortalt dem at Charlie har fået en sygdom med et muligt arveligt islæt. Det giver nemlig opdrætterne en mulighed for at gøre noget hvis der viser sig at dukke mere afkom op med autoimmune lidelser.

Hvis dette site kan hjælpe blot én hund til at få en hurtig diagnose og spare blot én hundeejer for bekymringer af ovenstående art, så har det været umagen værd at lave det. Vi hører gerne fra jer på addisonhund@addisonhund.dk.

Se Charlies stamtavle og showfotos af anerne her.

Update 2008

Charlie er nu 9 år gammel og i fin form. Han har faktisk ikke haft de store helbredsproblemer i de mellemliggende år! Vi har sørget for at checke hans natrium- og kaliumværdier cirka 2 gange årligt, og det har vist sig at han over en lang periode har haft et stigende Florinef-behov. Vi justerede hans dosis op, og nu får han faktisk 7+6 tabletter om dagen. Til gengæld har han ikke brug for Prednisolon mere; Florinef har en svag Prednisolonlignende effekt, så han får nok Florinef til at dække dét behov.

Han blev glad for dyrlægen igen – han sætter selv poterne op på bordet når han kommer derind, får taget blodprøven mens han sidder helt stille, og så vil han gerne ned igen og ha’ sine godbidder.

Vi havde et intermezzo med at hans urin var for tynd. Vi blev nervøse for om han havde sukkersyge. Han kom ind på Landbohøjskolen (nu Det Biovidenskabelige Fakultet) og fik den helt store tur med scanninger og biopsier og hvad ved jeg – men der var intet at bemærke, hverken til nyrerne eller til andet. Hans tynde urin blev tilskrevet Florinef-behandlingen.

For nylig har han så fået konstateret to ”gammelmandssygdomme”, nemlig prostata og dårlige nyrer. Vi har sat ham på nyre-tørkost.

Charlie har haft et godt hundeliv i disse år. Det har været helt normalt, med cykelture, løbeture, ferier, vaccinationer, hundeslagsmål, havbad og to små børn i huset. Og, måske unødvendigt at sige, vi har haft et godt hundeejerliv sammen med Charlie. Det er stadig en fornøjelse at se hans spændstige trav og hans helt åbenbare glæde over de daglige ture i skoven.

Sidste update, 10. marts 2009

Charlie blev 10 år gammel. Han levede rigtig godt med sin Addison i godt 5 år. Her til sidst blev han pludselig mat og dårlig, og hans dårlige nyrer endte med nyresvigt. Beslutningen om at køre til dyrlægen var hurtig og helt rigtig. En vidunderlig, vidunderlig hund har han været - sådan én hvor forbipasserende standsede for at spørge hvad han dog var for en smuk hund. Sådan en hund der var tilstede maximalt, hele tiden, med en enorm gnist og en stor binding til os. En hund der gøede og brummede og vuffede og i det hele taget "talte" meget. Han har haft et liv med daglig træning med dummy og godbidder, et liv med hundepark og hundeskov, og med gode hundevenner der kom og luftede ham midt på dagen mens vi var på arbejde.

Vi vil savne ham meget.